HANDLEPLAN FOR AT LEVE OP TIL KOMMUNENS MAD- OG MÅLTIDSPOLITIK
Vrå Skoles kantine skal operere indenfor en økonomisk ramme, som er med til at sætte et niveau for priser og udbud. I praksis betyder det, at der skal være en sammenhæng mellem pris, kvalitet og udbud.
Samtidig skal det iagttages, at kantinen i Vrå er indrettet til at være et supplement til elevernes madpakker. Kantinen i Vrå har langt fra kapacitet til at bespise alle 580 elever hver dag.
Vrå Skoles nuværende kostpolitik og skolernes udbud af mad ligger allerede nu tæt op ad de nye anbefalinger. Der er dog kommet nogle nye mere skærpede krav, som har foranlediget os til en ændret praksis og en revideret målsætninger på en række områder. Disse tiltag er beskrevet neden for.
Konkret vil vi:
- Øge andel af økologiske varer / sæsonfriske produkter fra nuværende 30 til min. 50 procent
- Øge andelen af groft brød kontra lyst brød til 100 procent og prioritere flere kostfibre og fuldkorn
- Kun sælge ikke-sukkerholdige drikke
- Spar på fedt, spar på sukker, spar på salt
- I større omfang bruge Nøglehulsmærkede fødevarer. Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre, derfor gør Nøglehullet det nemt at vælge sundere og følge de officielle kostråd i hverdagen.
- Sætte fokus på den vejledende funktion i salgssituationen både i forhold til mad- og drikkevarer via efteruddannelse af al køkkenpersonale
- Prioritere mere tid og midler til et sundt frokostmåltid, og derved tilbyde et mindre udvalg til 10 pausen
- Tilføje hjemmesiden en konkret ugemenu fra Løkken boden (på lige fod med Vrå), så forældre kan se og dermed vejlede deres børn om det fornuftige/ønskværdige valg
- Informere ud til alle forældre via nyhedsbrev fra skoledistriktslederen om at opfordre til at tage et aktivt ansvar for egne børns madvaner
Fortsætte med:
- At tilbyde et kødfrit alternativ hver dag
- At sikre en sammensætning i forhold til de officielle anbefalinger
- Minimere madspild
- Inddrage og vejlede skolebørn (8. klasserne) i køkkenets aktiviteter og i sund kost
Tidsplanen for fuld eksekvering af handleplanen strækker sig til udgangen af skoleåret 2017/2018.
Administrationen, Vrå Skole, juni 2017